Beskrivelse
Rækkehus med god beliggenhed tæt på Langesøstien
Åbent hus med tilmeldingskrav 10/8 – klik på billede –
Hvis I har smag for god indretning og moderne, afdæmpede materialer, så er dette rækkehus måske emnet til jer. Og det gælder især, hvis boligsøgningens jagtmarker ligger i Villestofte, hvor Langesøstien bringer jer I ekspresfart til både Odense C og områdets mangfoldige natur.
Til unge førstegangskøbere eller en mindre familie er huset et meget kvalificeret bud. Faktisk får I hele 99 m2 som kan bryste sig af en veludnyttet og disciplineret indretning, som udnytter etageadskillelsen optimalt. Således har I opholdsrum i stueplan, inden førstesalen fungerer som en komplet værelsesafdeling, hvor I tilgår tre værelser fra den lyse, møblérbare repos.
Stueplan byder til gengæld på opholdsrum af den hyggelige slags, og her skinner boligens pæne stand og moderne materialer for alvor igennem. Mørkt træ og lyse klinker er gennemgående temaer, mens køkkenet er helt sit eget med fronter og stænkpaneler i stål. I finder stuen i åben forbindelse hertil, og mod syd leder den terrassedøren jer videre ud i det fri. Som en praktisk sløjfe er bryggerset indrettet i en lille, pladsbesparende mellemgang, der fungerer som gennemgangsrum til boligens pæne badeværelse.
En lille ejerforening er lig med hjemlige rammer, og mens I selv får en solrig terrasse omkranset af bøgehæk, råder foreningen desuden over et mindre parkeringsanlæg. Derudover hører der også både skur og carport til huset. Men inden I starter bilen og begiver jer afsted, bør I unde jer selv at opleve jeres nye nærområde i øjenhøjde. Alene førstehåndsindtrykket afslører, at man sagtens kan få rolige, charmerende og ligefrem idylliske omgivelser, selvom man slår sine folder blot fem kilometer fra Odense C.
Fårene hygger sig i foldene, ligesom åløb og naturområder skaber åndehuller og fin variation i bydelen. Sadler I jernhesten og rider vestpå, finder I ud af, hvorfor Langesøstien har fået sit navn, og ruten er samtidig både den sikreste og hurtigste, når turen modsat går til city. På vejen passerer I børnehuset og skolen i Paarup, inden de grønne stier bliver til byens smøger og brostensgader.
En ideel bolig med den helt rigtige placering. Kontakt os for at høre nærmere….