Beskrivelse
Dejlig et-plansvilla centralt i Oksbøl
Åbent hus med tilmeldingskrav 1/10 – klik på billede –
Står børnevenlige rammer, god planløsning og rummelige stuer på jeres ønskeliste? Så glæd jer til at opleve denne skønne bolig i hjertet af Oksbøl. Her får I en charmerende gulstensvilla fra 1973, der byder på masser af kvaliteter for børnefamilien. Med 160 m2 bolig, en 32 m² muret garage og en dejlig have er de perfekte rammer allerede på plads. Det samme gælder for beliggenheden, der tilbyder gåafstand til børnehave, skole, indkøb og meget mere.
Indenfor bliver I mødt af et lyst og rummeligt hjem, der let kan tilpasses til enhver families behov. Køkkenet fungerer godt i sin nuværende form og er designet med indbyggede spots samt plads til et lille spisebord. Mellem køkken og spisestue er der åbnet op, hvilket skaber et skønt flow i rummene. Spisestuen rummer god plads til både hverdagens måltider, og når I får gæster på besøg til fødselsdage, middage osv. Fra spisestuen kan I desuden trække ud på den overdækkede terrasse, der ligger skønt placeret mod sydvest – perfekt til at nyde aftensolen.
Dagligstuen, der er i åben forbindelse med spisestuen, udgør hjemmets samlingspunkt. Her sørger en hyggelig brændeovn for varme og stemning, samtidig med, at I har god plads til at indrette en stor sofakrog til hele familien.
Entréen er praktisk indrettet med opbevaringsplads, og der er herfra adgang til både et stort soveværelse med skabsvæg og tre gode værelser, der oplagt kan bruges som børneværelser eller hjemmekontor. Husets badeværelse er indrettet med lyse klinker, og det samme gælder for det tilstødende toilet. Boligen fuldendes af et rummeligt og praktisk bryggers med masser af skabsplads til opbevaring af alt fra vintertøj til rengøringsartikler.
Haven indbyder med sine hyggelige stier, mange solkroge og smukke beplantning til en masse kvalitetstid med familien. Her er både æbletræ, blomsterbede og buske, som skaber en skøn stemning og inviterer til mange timer udendørs. Foran huset finder I desuden en bred indkørsel, der fører op til garage samt redskabs- og brændeskur.
Med kun få skridt til børnehaven i Oksbøl og kort afstand til både skole, indkøb og naturskønne områder som Oksbøl Park, kombinerer boligen på mange måder det bedste for børnefamilien. Her får I mulighed for at balancere hverdagens travlhed med let adgang til naturen. Der er desuden heller ikke langt til Oksbøl Station, hvor I nemt kan tage toget til Varde.
Kontakt EDC Varde allerede i dag for en fremvisning….