Beskrivelse
Stemningsfuld villa i Sondrup Strand
Der er kun fem minutters gang til Sondrup Strand fra dette stråtækte bindingsværkshus, og dermed taler beliggenheden for sig selv. Det fantastisk velholdte hjem byder da også ind med kvaliteter i form af en god planløsning og flotte istandsættelser. Til ejendommen hører også en hyggelig have og et dejligt udhus i halvandet plan. Velkommen til Sondrupvej 135. Det er en utrolig skøn beliggenhed, I har i vente, hvor Skablund Skov og kysten, som er et historisk fiskeleje med badebro og en aktiv jolleklub, nås efter få minutters gang. Alle hverdagslige fornødenheder såsom dagtilbud, sportsfaciliteter, indkøbsmuligheder og skole ligger inden for en radius af fem kilometer, og just uden for hoveddøren er der skovstier, som fører helt til Horsens. I overtager en bolig, som gennem tiden har undergået flere istandsættelser. Heriblandt kan nævnes, at hele stueplan fik lavet gulvvarme i 2020, mens 2017/2018 bød på renovering af badeværelserne. Senest i 2021 kom træterrassen og pavillonen med gulvvarme til. Underetagen består af to herlige stuer, hvor den landlige stemning er gennemtrængende. En suite med den ene stue udfolder køkken-alrummet sig, og her er det især den anseelige karnap, der udmærker sig med et strålende lysindfald og kig til haven. Køkkenet understøtter yderligere den hyggelige atmosfære og præsenterer sig med mørkegrå, udskårne fronter. Bid desuden mærke i de smukke, norske egetræsplanker, der pryder gulvet. Stueplanet afsluttes af et bryggers samt et flot badeværelse med brus og kar, mens førstesalen rummer to gode værelser (mulighed for indretning af et ekstra lille værelse) en møblérbar repos og endnu et badeværelse. Den over 1.000 kvm store grund byder naturligt på plads til lidt af hvert, og I kan glæde jer til at nyde roen og det solrige udeareal fra den herlige træterrasse.Alt i alt en charmerende ejendom med en naturskøn beliggenhed….