Beskrivelse
Veludnyttet 1V’er med altan og en god beliggenhed på Amager
Nær Amager Strandpark og alle hverdagens behov møder du denne skønne, etværelses lejlighed, som er virkelig godt udnyttet takket være den indbyggede hems med flere funktioner i stuen. Hertil kommer et pænt køkken og et badeværelse med separat bruseafsnit, og så får du også en sydvendt altan ud mod det grønne fællesareal.Du bosætter dig på en rolig vej, som ligger nogenlunde mellem Amager Strandpark og Amagerbrogade med et væld af specialbutikker og spisesteder. Der er ligeledes flere indkøbsmuligheder i gåafstand, og til fods når du også både busstoppested og metroen, der bringer dig nemt og hurtigt rundt i København. Endelig kan du cykle til Indre By i løbet af et kvarter. Lejligheden befinder sig i den højtliggende stueplan i en pæn gulstensejendom fra 1940, der har fået renoveret facaden i 2019. Hertil hører en fælles vaskekælder og et tørrerum, ligesom det også er muligt at tørre tøjet udenfor i den friske luft på fællesarealerne. Med til lejligheden følger tillige et rummeligt kælderrum til opbevaring, og så er der mulighed for at leje en stor garage for et mindre beløb gennem ejerforeningen. Indenfor ankommer du til en lille entré med plads til at hænge overtøjet og et skoskab. Herfra er der videre forbindelse til hjemmets store rum, der både fungerer som stue, soveværelse og køkken. Den fortrinlige løsning med den flerfunktionelle hems gør det muligt at indrette en soveplads, en lille tv-krog og et skrivebord, og ved siden af er der plads til klædeskabet og et spisebord. Selve køkkenet er nydeligt udført med hvide fronter og er endda forsynet med en opvaskemaskine. Også badeværelset er godt udnyttet med et bruseafsnit med regnbruser. Til slut skal du se altanen, der let kan indrettes med et cafésæt, mens altankasserne kan fyldes med farverige blomster eller friske krydderurter….