Beskrivelse
Her vil mange klø sig under hagen…
Med Unnerud og Bøsserup mod nord og Hølkerup og Bråde mod sydvest, ja, så vil mange formentlig klø sig under hagen og spørge, hvor i alverden det er i verden. Nuvel, vi er på Stokkebjergvej omringet af marker og den smukkeste natur. Vejen er smal, for her bor ikke så mange på vejen. Når biler skal passere modkørende, så kører men pænt ind til siden og hilser hinanden forbi. Vi er tæt på Sidingedæmningen, og vi er tæt på landsbyen Egebjerg med egen brugs, idrætsforening, skole og små 450 menneskesjæle. Større indkøb og civilisation, ja, så er der bare 10-15 minutter til fjordbyen 4500 Nykøbing Sjælland.
Huset på Stokkebjergvej 10 er fra 1950 med laaange udsigter den ene og den anden vej. Det er siden sin fødsel renoveret og vedligeholdt til et hyggeligt hus anno domini 2024. De laaange udsigter er farverne på årstidernes marker og vandet i Isefjord. Her kan man så sidde på sin udkigsstol eller stå midt i opvasken og glæde sig over, hvor smuk en natur, vi har i Danmark. Huset er på 139 m2 og står på en 3.469 m2 stor grund. Det hele ligger højt i terrænet, og det kan udsigter godt lide. Vi er på Sjællands dejligste plet med Stokkebjerg Skov lige om hjørnet.
Fjordbyen 4500 Nykøbing Sjælland var tidligere en vigtig købstad med en aktiv handelshavn ud til Isefjord. I dag er det et stort postnummer med sommerhuse, lyng og fjordvand. Naturen er stor og autentisk i Odsherred, som ikke helt tilfældigt har fået hæderstitlen UNESCO Global Geopark Odsherred, som den første danske geopark nogensinde. Odsherreds geologiske udformning er helt unik og har afgørende betydning for livet på egnen. Fra København er der én time til Stokkebjergvej med Unnerud og Bøsserup mod nord og Hølkerup og Bråde mod sydvest….