Beskrivelse
Her er ingen bopælspligt men elevator og altan
Men hvem kan dog holde sig væk?
Store Strandstræde er en af Københavns allerdejligste gader. Smukke velbevarede huse og spændende butikker og hyggelige cafeer kan nu noget. Og så er der alle de tilstødende gader og pladser. Men det må lige vente!
Vi skal nemlig op på 2.sal i nummer 18D. Her går I ind gennem porten fra gaden og passerer hen over de hyggelige chaussesten i gårdrummet. Og så blev der pludselig helt stille! Hvor pokker blev byens liv, lyde og mennesker af?
18D har elevator. Det er altid dejligt, når man kommer hjem med tunge indkøbsposer eller måske en fyldt babylift. Ja, man ved jo aldrig!
Den oprindelige ejendom stod færdigrenoveret i 2015, og det i sådan en grad, at det stort set kun var husnummeret og murene, der stod tilbage. Sådan skal en grundig renovering foretages, hellere udskifte for meget end for lidt. Og det, der kommer ind, plukkes fra de øverste hylder. Alt blev genopbygget med moderne installationer og materialer såsom lækre brede fyrretræsplanker, toptunede badefaciliteter og et lækkert og funktionelt køkken. Overalt nye dobbelte termovinduer. Alt står som nyt i den højloftede lejlighed – knivskarpt og lækkert.
Tilmed er lejligheden duftbart nymalet og lige til at flytte ind i. Der er rigtig meget luft og plads til store armbevægelser. Bemærk i øvrigt det praktiske bryggers lige inden for døren – med vaskemaskine og tørretumbler. Og den store altan: lyset, luften og kaffen i det fri søndag morgen, mandag aften og lørdag eftermiddag. Der er plads til både jer, blomsterkummer og friske krydderurter.
Lejligheden i Store Strandstræde ligger lige i centrum af selveste smørhullet af et af Københavns mest eftertragtede kvarterer. Lille Strandstræde lokker og det samme gør Sankt Annæ plads. Der er underholdning, kultur, spisesteder i alle prisklasser og indkøb – og det ligger bogstaveligt talt lige uden for døren. Ja, det bliver svært at holde sig væk!…