Beskrivelse
Villa i ét plan, tilbagetrukket fra Strandvejen og direkte til Øresund
Diskret luksus i vandkanten, tilbagetrukket fra Strandvejen og med nem adgang til Egebæksvang Skov. Ejendommen er i 2017 total renoveret, hvor alene ydervæggene stod tilbage. Både ude og inde er der en fri og fantastisk udsigt over Øresund. Fra stuen og terrasserne kan alle de små havne langs kysten ses, med København, Svenskekysten og Hven i baggrunden. Mod syd løber Egebækken, hvor havørreden søger op og gyder i efteråret. På den anden side af vejen direkte adgang til Egebæksvang Skov og en kort gå-tur til Espergærde Havn. Solid kystsikring, stor terrasse, bred strand og badebro, så livet i vandkanten med de skiftende årstider, dyreliv, bådtrafik og badeture kan nydes optimalt. Som sagt stod kun ydervægge tilbage i 2017, så alt andet er nyt. Der er jordvarme, som forsyner ejendommens “soft” opvarmede betongulve (årsforbrug ca. kr. 3.700). Alle køkken- og bryggers elementer og skabe er fra Multiform. Glaspartier – såvel faste, som skydedøre – er designet, så udsigten til Øresund er optimal. Der er gulv-til-loft skyde- og fleksible foldedøre, med udgang til den store terrassen, der omgiver hele huset. Havens grønne område kommer man til, via den lille bro over Egebækken. I indkørslen kan parkeres op til 4 biler og for enden er der adgang til isoleret udhus, med god plads til opbevaring og havens praktiske fornødenheder. Du træder ind af hoveddøren til en bred entré/mellemgang og får straks øjenkontakt med havet. Til højre for entréen, er der et lækkert brusebadeværelse, med glasvæg til husets sauna. Til venstre indgang til stort disponibelt rum, med gulv-til-loft glas skydeparti og udgang til terrassen. Tættere på Øresund kommer du ind i åbent stue miljø, med store glaspartier fra gulv-til-loft, alle med skydedøre til den store terrasse, som omkranser huset. Åbent køkken fra Multiform med stor spiseplads og foldedøre i glas til terrassen. I denne del af huset er der en usædvanlig tæt kontakt til Øresund, Kysten og Egebækken – det skal opleves. Videre til endnu en bred gang, som fører til stort funktionelt bryggers med mange Multiform skabe og skuffer. Værelse/kontor med udgang til haven. Separat master bedroom afdeling, med stort walk-in-closset og skønt badeværelse med både spabadekar og brus. Fra ejendommen er der få minutters gang til Espergærde Havn med bl.a. cafeer og restauranter. Skal hunden eller løbeskoene luftes, foregår det lige på den anden side af vejen i Egebæksvang Skov. Kystbanen og motorvej sikrer gode transportforbindelser til Helsingør, København og lufthavnen….