Beskrivelse
Stort sommerhus med få hundrede meter til Vesterhavet
Det er ikke noget helt almindeligt sommerhus, I møder på Strandvejen 70 i Vrist. Den oprindelige villa blev bygget i 1905, og den klassiske charme fornægter sig ikke. I dag fremstår ejendommen som et flot, opdateret og veloplagt udlejningshus med en fin beliggenhed i Vrist.
Faktisk skiller kun et par hundrede meter jer fra selve Vesterhavet, og samtidig ligger huset godt tilbagetrukket på en stor grund. Set udefra fremstår ejendommen på mange måder traditionel med okseøje, gesimser og gavlkviste. Anderledes tidssvarende er den praktiske carport, som også byder på et par disponible bonusrum.
Indenfor tæller huset 155 m², der fordeler sig over to etager. Begge er nydelige, og de talrige renoveringer sætter et klart, positivt aftryk. Tag eksempelvis det store luksusbadeværelse i stueplan, som byder på dobbelt bruseniche og pæne, stilsikre materialer. I behøver heller ikke se længere end til det flotte køkken-alrum, hvor lyse materialer og sandfarvede klinker giver den klassiske stemning et moderne modspil. I finder opholdsstuen i åben forbindelse hertil, mens I blandt andet finder boligens bryggers i baghuset. Etagen afrundes af to værelser – et gennemgangsværelse og et stort soveværelse med walk-in-closet – inden førstesalen byder på to ekstra værelser. De ligger desuden omkring en lille ekstra stue i en meget anvendelig størrelse.
En stor grund er altid et betragteligt aktiv, og den har kun endnu større betydning, når vi har med sommerhuse at gøre. I får en god træterrasse, plænen passer nærmest sig selv, og det hele ligger herligt ugeneret og godt skærmet af de hårdføre hegn, hvor hybenroserne udgør den flotte randbeplantning. Om sommeren er det også en fordel at ligge tæt på købmanden i Vrist, men de fem minutters gang til stranden og selve Vesterhavet er naturligvis den helt store force.
Området omkring Vrist og Vejlby Klit indbyder til udendørsaktiviteter året rundt uanset om det er lange gåture langs klitter eller strandbred eller man benytter sig af de mange aktiviteter i området. Endvidere er der ikke langt til dagligvare indkøb i nærmeste by, og muligheden for udflugtsture til enten Thyborøn, for at opleve en rigtig klassisk dansk fiskerby, eller til Lemvig og opleve Smilets By med masser af indkøbsmuligheder og detailhandel samt hyggelige havnemiljøer.
Sidste nye skud er kulturstedet “18b”, som hele året afholder både koncerter, foredrag, kreative værksteder mm.
Stranden i dette område er bred og børnevenlig og vedligeholdes af Kystdirektoratet med sandfodring efter behov. Vandkvaliteten er så god at den har Blå Flag status.
Vejlby og Vrist er to sommerhusområde, der ligger lige op ad hinanden. Hér er der både plads til at koble fra og nyde ferien i rolige omgivelser eller deltage i de mange aktiviteter i nærområdet. Lige uden for døren finder du den smukke og barske natur, der kendetegner vestkysten, og netop ved Vesterhavet møder du unikke naturoplevelser på alle tider af året. En cykeltur rundt i området med det bakkede og smukke landskab er bestemt en sommeroplevelse værd.
Aktiviteterne omfatter blandt andet ridning, windsurfing, Harboøre Fritidscenter og meget mere. I Harboøre Fritidscenter er der blandt andet mulighed for at give sig i kast med skydning, motionscenter, skaterbane mv. Så skal der ske noget i din ferie, er det her et rigtigt godt område. Der er flere gode indkøbsmuligheder i Harboøre.
Derudover kan man besøge Kystcentret i Thyborøn, sea-warmuseum, akvarium og meget mere, der gør dette område til et absolut skønt feriested med tilbud som både turister og lokale benytter meget.
Ikke langt herfra, går der færge til Agger.
Hvis man ønsker at komme omkring uden bilen, er det altid hyggeligt at tage enten bus eller det lokale og charmerende tog, VLTJ.
Tøv ikke med at kontakte EDC Lemvig på 96 63 40 00. Så arrangerer vi en fremvisning for jer….