Beskrivelse
Imponerende lejlighed med alle tænkelige faciliteter i hjertet af Klimakvarteret
Der er næsten ikke det, som dette moderne københavnerhjem ikke byder på. I skal falde pladask for 98 super veldisponerede kvm plus en altan, en fælles tagterrasse og et fælleslokale, der er perfekt til alle sammenkomster. Tag elevatoren op på tredje sal, og forelsk jer i lejlighedens lyse og regulære rum. Entréen kommer med rigelig skabsplads, og herfra åbner man ind til køkken-alrummet, som er hjemmets bankende hjerte. Køkkenet er smagfuldt og minimalistisk, og herfra er der afsæt til de to soveværelser, badeværelset og den sydvendte stue, som åbner direkte ud til altanen. Altanen er cirka 3,8 meter lang, og solen kan både nydes her, nede i gården og på tagterrassen dagen lang. På de bedste sommerdage kan I imidlertid også cykle til Svanemøllestranden på under ti minutter, mens Kildevældsparken og Fælledparken bliver hverdagens nærmeste grønne pusterum her midt i byen. Velkommen til Østerbro!


