Beskrivelse
Flot ejendom med plads til dyrehold og liberalt erhverv
I rolige, landlige omgivelser – kun fem kilometer syd for Bording – finder I denne pragtfulde ejendom, der har stor herlighedsværdi og rigeligt med udfoldelsesmuligheder såvel ude som inde. Med det rummelige udhusareal og det store jordtilliggende er her både plads til dyrehold, liberalt erhverv og andre spændende projekter, og samtidig kan I indrette jer i en 272 m2 stor bolig, der fremstår med et flot arkitektonisk udtryk.Ejendommen ligger uforstyrret på en rolig markvej med et godt naboskab, og der er kun få kilometer til den flotte natur i Gludsted Plantage, med mulighed for at se kronvildt. Samtidig er der skolebus til Bording, som har alt, hvad I skal bruge i hverdagen.Der hører 4,5 hektar jord til ejendommen, hvoraf omkring 3 hektar er udlagt som græsmark, der oplagt kan bruges til fx. hundetræning, heste, får eller andre former for dyrehold eller til egen jagt. Herudover får I en stor, dejlig lukket have med frugttræer, en stor terrasse, et nyere drivhus og fire hønsegårde. Hele haven er desuden indhegnet, så den er hundesikret. Der er adgang til gårdspladsen via en elektrisk port. Udhusarealet er fordelt på to maskinhaller og tre sammenhængende staldbygninger, hvoraf den ene er isoleret og delvis forberedt til gildesal, liberalt erhverv, showroom, webshop, kontor eller lignende. For enden af det ene udhusareal er der plads til værksted, hvori der også er etableret kraftstik. Derudover er der fra gårdspladsen adgang til en dobbelt carport. Der er i 2017 opsat nyt pillefyr, og det meste af udhusarealet fremstår med nyt ståltag også fra 2017.Hovedhuset blev opført i 2005, og det står lyst og lækkert fra top til tå. Særligt det store lyse køkken-alrummet vækker opsigt med hele 8 meter til kip. Lysindfaldet får man fra seks ovenlysvinduer, hvoraf de 2 er med automatisk åben/luk, samt fra den store kanap som har vinduer fra gulv til loft. Det er også her du via terrassedøren får nem adgang til den store, dejlige og lukkede terrasse. Der er fra køkken-alrummet også adgang til en stor lys stue. Fra stuen er der endnu en terrassedør, der giver adgang til gårdspladsen. Der er fra køkkenet adgang til et stort praktisk viktualierum, som er placeret under trappen op til førstesalen. Etagen heroppe er indrettet som en separat børneafdeling med tre gode værelser, et stort badeværelse og en brugbar repos med kontorplads. Forældresoveværelset er placeret i stueplanet og har eget badeværelse, indbygget skabsvæg og terrassedør. Entréen er lys, rummelig og velekviperet, og der er adgang til et gæstetoilet. Derudover er der herfra endvidere adgang til bryggers med teknikrum og udgang til have.Vil I selv se nærmere på alle herlighederne? Så ring og bestil en fremvisning i dag….