Beskrivelse
Charmerende sommerhus med et fremragende lysindfald
Den attraktive beliggenhed med få trin til vandet er en force, som mange af fritidshusene i Vrist nyder godt af. Dette flotte sommerhus er ingen undtagelse, men tungen på vægtskålen er alligevel en anden – nemlig husets mange ovenlysvinduer, som giver en skøn atmosfære og et lysindfald i særklasse.
Halvandet hundrede meter fra huset møder Vesterhavet den jyske vestkyst, og stranden her er med rette blandt de mest kendte i Danmark. Der er en god afstand mellem husene i Vrist, hvilket gør området ekstra roligt, selv når sæsonen er på sit højeste. Fritidshuset er desuden tilmeldt udlejning gennem Dansommer, hvor lejeindtægten i 2021 var på ca. 90.000 kr. til ejer.
Ejendommens blev opført i 1969, men fra det oprindelige byggeår er det primært den behagelige stemning, der er bevaret. Den mørke træbeklædning og det mørke tag skaber et roligt, afdæmpet udtryk, som på sin vis står i kontrast til husets indre. Her er det nemlig lysindfaldet, som er den bærende faktor, og med lyse gulve, hvidt inventar og hvide vægge er alle sejl sat til for at hjælpe den lette stemning på vej.
I den forbindelse fanger det lækre opholdsrum med køkken og stue i ét straks jeres opmærksomhed. Over den blotlagte, hvidmalede spærkonstruktion er loftet ført til kip, hvor i alt seks ovenlysvinduer løfter rumfornemmelsen helt i top. Mindre hyggeligt bliver det bestemt ikke af brændeovnen, som fra sin plads i hjørnet spreder varme til hele afdelingen.
Med tre værelser er den i alt 96 m² store fritidsbolig fint disponeret. I får vaskefaciliteter i den lille mellemgang, mens det bagvedliggende gangareal giver lidt ekstra garderobeplads. Værd at bemærke er også, at husets toilet er udstyret med brus, så I faktisk får hele to badeværelser.
Endelig er udelivet rammesat af to separate terrasser på hver side af huset. Som regel vil I få størst glæde af den sydvendte solterrasse, men når vinden står i sydvest, er det rart at kunne finde læ. Selve grunden passer mere eller mindre sig selv, og I får desuden en god, integreret carport på 27 m².
Området omkring Vrist og Vejlby Klit indbyder til udendørsaktiviteter året rundt uanset om det er lange gåture langs klitter eller strandbred eller man benytter sig af de mange aktiviteter i området. Endvidere er der ikke langt til dagligvare indkøb i nærmeste by, og muligheden for udflugtsture til enten Thyborøn, for at opleve en rigtig klassisk dansk fiskerby, eller til Lemvig og opleve Smilets By med masser af indkøbsmuligheder og detailhandel samt hyggelige havnemiljøer.
Sidste nye skud er kulturstedet “18b”, som hele året afholder både koncerter, foredrag, kreative værksteder mm.
Stranden i dette område er bred og børnevenlig og vedligeholdes af Kystdirektoratet med sandfodring efter behov. Vandkvaliteten er så god at den har Blå Flag status.
Vejlby og Vrist er to sommerhusområde, der ligger lige op ad hinanden. Hér er der både plads til at koble fra og nyde ferien i rolige omgivelser eller deltage i de mange aktiviteter i nærområdet. Lige uden for døren finder du den smukke og barske natur, der kendetegner vestkysten, og netop ved Vesterhavet møder du unikke naturoplevelser på alle tider af året. En cykeltur rundt i området med det bakkede og smukke landskab er bestemt en sommeroplevelse værd.
Aktiviteterne omfatter blandt andet Adventure Golf, fodboldgolf, ridning, windsurfing, Harboøre Fritidscenter og meget mere. I Harboøre Fritidscenter er der blandt andet mulighed for at give sig i kast med golf simulatoren, skydning, motionscenter mv. Så skal der ske noget i din ferie, er det her et rigtigt godt område. Der er flere gode indkøbsmuligheder i Harboøre.
Derudover kan man besøge Kystcentret i Thyborøn, sea-warmuseum, akvarium og meget mere, der gør dette område til et absolut skønt feriested med tilbud som både turister og lokale benytter meget.
Ikke langt herfra, går der færge til Agger.
Hvis man ønsker at komme omkring uden bilen, er det altid hyggeligt at tage enten bus eller det lokale og charmerende tog, VLTJ.
Lad os starte med en fremvisning. Tøv ikke med at kontakte EDC Lemvig på telefon 96 63 40 00….