Beskrivelse
Smuk villa i Bedre Byggeskik-stil i Hornslet
Villaen på Tingvej 81 i Hornslet er et strålende eksempel på, hvordan Bedre Byggeskik-husene stadig i dag har en særlig plads i arkitekturen. De mange detaljer, den høje håndværksmæssige kvalitet og de gode, gedigne materialer er på ingen måde gået af mode – snarere tværtimod – og i dette tilfælde er den nydelige villa ledsaget af en fortrinlig beliggenhed, ligesom man gennem årene har foretaget ændringer, der har understøttet og yderligere fremhævet den gennemtænkte arkitektur.
Et arketypisk eksemplarDe røde sten er muret med sirlige detaljer på facaden. Under tagrenderne ser man gesimser, og på den østlige side er der en frontspids. Taget er af tegl, og i 2020 blev de hvide, koblede vinduer udskiftet til tro kopier af de originale. Vinduerne blev specialtillavede i Christiansfeld, hvor samme snedker også har forestået fremstilling af nye gerigter og dørstykker. Også disse korresponderer 1923-originalerne.
Hallen er det første rum, man møder inden døre. Her slår sildebensparket, engelske tapeter og nøje udvalgt isenkram fra henholdsvis Tyskland og Italien tonen an. Den gennemførte stil er videreført i de to rummelige stuer, der blandt andet er udstyret med stuklister, plankegulve og rige lysindfald.
I køkken-alrummet er gulvet klinkebelagt, og selve køkkenet fremstår med et enkelt design i form af hvide fronter, bordplader i træ og granit samt hvidevarer i topklasse fra Gaggenau og Miele. Alle steder i huset oplever man en rød tråd i designvalg, materialer og farver.
Indretningen på tværs af tre etagerDet er typisk for Bedre Byggeskik-huse, at de er bygget i halvandet plan med tilhørende kælder. Det er også tilfældet her, og mens stueplanet foruden alrummet og de to stuer består af et regulært værelse med en bred karnap, et rum, der i øvrigt også uden problemer kan fungere som stue, har man et badeværelse.
Via den smukt svungne trappe med sort gelænder og messingfinish ved trappetrinene er der forbindelse til overetagen. Denne indeholder et repos, der agerer fordelingsgang mellem tre værelser og et badeværelse. Det ene af værelserne har tilknyttet et walk-in-closet og en altan, hvorimod den nordvendte altan er tilgængelig fra reposet.
Det samlede beboelsesareal er på 195 kvadratmeter, og herudover råder man over en kælder på 50 kvadratmeter. Den består af et vaskerum og to disponible rum.
Haven og beliggenhedenGrunden er anlagt i en stil, der på fineste vis matcher villaen. Der er rigelig plads, og den særlige beplantning med store, gamle træer, en veltrimmet græsplæne og flotte belægninger bidrager til et parklignende udseende. Det understreges også af den fine udsigt, hvor man fra den let hævede placering i landskabet kan se ud over byen. På matriklen står desuden et udmærket udhus med flere brugsmuligheder, og på taget af denne bygning er der installeret et solcelleanlæg med batteri. I store dele af året kan det fuldt dække eksempelvis opladning af biler. Anlægget er fra 2019.
Huset ligger godt i byen, og fra adressen er der korte afstande til alle de faciliteter, man har brug for i dagligdagen. Det gælder for skole og pasningstilbud, som man kan nå via sikre stisystemer, såvel som indkøb, idrætsfaciliteter, offentlig transport og meget mere.
Liebhaver…