Beskrivelse
God planløsning, fed kælder og isoleret staldbygning som klubhus/gildesal!
Villalejligheden på Tjørnegårdsvej 20, st. i Gentofte er opført i 1917 og indeholder 4 værelser fordelt på 128 m2. Villalejligheden er med tre gode soveværelser samt et åbent køkken i forbindelse med en aflang stue med vinduer i hver ende der sikrer et dejligt lys hele dagen. I stuen er der brændeovn og via et mindre repos er der nedgang til havedøren, hvorfra den fantastiske sydvendte have kan nydes. Køkkenet er ikke af nyere dato, men står velholdt og med et praktisk nordvendt viktualierum med vindue. I hele stueetagen er der lagt ny sildebensparket. Badeværelset med beige rektangulære fliser, separat brus, væghængt toilet og badeværelsesmøbel samt gulvvarme er nyt. Der er en høj kælder på 119 m2 med stort badeværelse, disponibelt rum og en lejlighed med tekøkken og spiseplads samt to gode disponible rum. Der er tilmed adgang til et mindre badeværelse via et repos der også giver adgang til fyrummet der deles mellem anparterne, hvor anpartshaverne har hver deres vaskemaskine, elmålere mv. Udover selve beboelsesdelen kan du nyde godt af en gammel staldbygning som i sin simpelhed lyder meget spartansk, men er så meget andet end det. Hestestalden er blevet isoleret i vægge og tag og har både varmepumpe, mindre køkken, nye vinduer men også velbevarede og originale staldvinduer der bidrager til den originale charme. Hestestalden kan bruges til både gildesal, hjemmekontor, dansesal eller opbevaring. Mulighederne er mange. I dag benytter sælger stalden til samlingssted for alle fodboldvennerne, som ser kampe på storskærm og danner rammerne for et privat klubhus. Den sidste hest stod der da nuværende ejer købte anparten cirka 40 år tilbage i tiden. Huset er bygget af murermester Graner der solgte huset til sin datter og derefter til nuværende ejer. En kort ejerhistorie der vidner om glæden ved at bo på adressen. Kom og se denne fuldstændig hyggelige og familievenlige villalejlighed der kan blive jeres familiehjem i Gentofte kommune….