Beskrivelse
Her er der masser af plads og gode rammer til børnefamilien.
På en god og lukket villavej i landsbyen Fole møder du her en rummelig villa i brune mursten og med eternittag. Villaen ligger lidt for sig selv trukket tilbage fra vejen, og er oprindeligt opført i 1973, og byder på et væld af muligheder og kan rumme den store børnefamilie. Villaen ligger på en grund på hele 2.748 m², som grænser ned til Fole Bæk, og derudover er her rig plads til at boltre sig på. Herfra er der kort afstand til byens velfungerende friskole og der er kort afstand til indkøb i Gram, Rødding og Ribe.
Denne rummelige villa byder på hele 213 m², der er fordelt på en veludnyttet planløsning i 1½ plan. Fra vindfanget er der er en rummelig entré hvor der er trappe til 1. sal. Entréen fungerer som fordelingsgang og her er både adgang til et værelse samt et badeværelse. Videre træder du ind i den store opholdsstue med installeret brændeovn og varmepumpe. I stuen er der et stort sydvestvendt vinduesparti af nyere dato, hvilket giver et flot lysindfald med udgang til terrasse. I delvis åben forbindelse er der plads til spisestue og gennem skydedøren går du ind i køkkenet med originalt inventar og hvor der er spiseplads. I bryggerset er der plads til vaskemiljø. På 1. salen bliver du mødt af en god repos, der giver adgang til tre værelser af god størrelse, hvor der i det ene er to alkover. Endvidere et stort soveværelse med et tilhørende badeværelse med både badekar og bruseniche, samt et særskilt toilet. Fra soveværelset er der ligeledes udgang til en østvendt altan, hvor morgensolen kan nydes. Dertil skal det nævnes at der er et stort loftrum, som er med gulv og fuld loftshøjde, der kan benyttes til ophold/spil f.eks. bordfodbold og lignende.
I haven, som er omkranset af store træer, er der masser af plads til leg og udfoldelse på græsplænen. På vej ned til bækken bliver du mødt af en frugtlund der byder på pæretræ, ananas-æbletræ, samt blomme og kvædetræer.
Tilhørende er en garage på 29 m² med et værksted til hobbymanden. Derudover er her også en udhusbygning på 50 m².
Villaen er beliggende i Fole – en hyggelig landsby med godt lokalsamfund. Byen har sin egen friskole fra 0. til 7. klasse – herefter tager børnene sammen skolebussen til Gram. Fole har derudover et godt foreningsliv og sammen arrangeres der flere arrangementer. De daglige og større indkøb vil kunne foretages i Gram som blot ligger 8 km kørsel fra byen….