Beskrivelse
Liebhaverbolig med 5 hektar jord
Åbent hus med tilmeldingskrav 3/8 – klik på billede –
På kanten af Birgittelyst, blot 10 minutters kørsel fra Viborg Centrum, mellem Hald Sø og Vedsø, tilknyttet Hald Ege skoledistrikt og tæt på noget af Midtjyllands allersmukkeste natur, ligger denne skønne ejendom placeret. I fredelige omgivelser og med udsigt over marker og egen skov. En beliggenhed i topklasse!
Man ankommer til ejendommen via privat allé. Allerede her fornemmer man roen sænke sig og naturen der omfavner boligen. For enden af vejen, mødes man af den smukke arkitekttegnede villa, der blev opført i 1969. Siden da, er boligen løbende vedligeholdt og moderniseret. Nuværende ejere har udskiftet oliefyret, med en nutidssvarende luft-til-vand løsning. Herudover har man udskiftet vinduer i underetagen, etableret værelser, udskiftet gulve samt en lang række øvrige forbedringer, der har resulteret i en indflytningsklar bolig.
Via det præsentable indgangsparti, er der adgang til boligens hall. Herfra er der trappe til overetagen og adgang til underetagen. I underetagen findes vaskerum, tre værelser, badeværelse, teknik-rum og tidligere garage, der nu er omdannet til multirum. Overetagen byder på lyst køkkenalrum, soveværelse, ekstra værelse og badeværelse. Herudover spisestue, tv-stue og stor opholdsstue. På både syd- og nordsiden, er der udgang til svalegange i fuld længde af boligen. Herudover er der altan mod alle verdenshjørner. Der er dermed rig mulighed for at nyde sol og udsigt hele dagen – både ude og inde.
I kraft af funkis-arkitekturen, fornemmer man overalt i boligen en udtalt rummelighed og et skønt lysindfald, med en optimal og velfungerende planløsning.
Udenfor findes stor gårdsplads, med dobbelt carport og 24 m² stort hobbyværksted. Villaen omkranses af velpasset have, der igen omkranses af egen skov og åbne marker. Jordtilliggende består primært af skov med stisystemer, så man kan nyde en tur i skoven på egen matrikel, hvor der også er gode jagtmuligheder. Bevoksningen tiltrækker vildt, så der er et rig dyreliv på ejendommen.
En sjælden kombination af en spændende arkitekttegnet villa, med et jordtilliggende der sikrer privatlivet og samtidig giver mulighed for at nyde naturen på nærmeste hold….