Beskrivelse
Flot, indflytningsklar og charmerende ejendom, nær strand og vand
OBS: Sælger har fået udskiftet tag og efterisoleret etageadskillelsen/loftet, siden udarbejdelse af energimærkningen i april 2023! Vær desuden opmærksom på de lave månedlige ejerudgifter.
Velkommen til Tranegilde Strandvej 81 – en skøn ejendom beliggende i et idyllisk og naturskønt område i Ishøj, vis a vis Vallensbæk Strand. Her får du en unik mulighed for at bo i smukke, fredelige og landlige omgivelser, men stadig med nem adgang til byens faciliteter og Københavns centrum.
Selvom området har en fabelagtig og naturskøn karakter, med blot få minutter til en af kystens mest pragtfulde strande, er det stadig tæt på moderne faciliteter og bekvemmeligheder. Ishøj Station tilbyder nem adgang til gode, offentlige transportmuligheder, herunder S-toget samt let adgang til motorvejen, som hurtigt forbinder området med København. Ligeledes ligger den populære Ådalens Privatskole nær ved.
Tranegilde Strandvej ligger ikke blot i gåafstand fra Ishøj Strandpark, men også nær Arken Museum og det nærliggende Ishøj Bycenter, hvor indkøb og andre daglige fornødenheder let kan klares, er lige ved hånden. Ligeledes finder du både Netto og Lidl i kort gåafstand fra ejendommen. Beliggenheden er helt ideel ift. praktik og pendlere, men også for naturelskere.
Den smukke og meget charmerende ejendom fremstår i utrolig flot stand – både nyrenoveret og vedligeholdt, med bl.a. helt nyt, flot sort tegltag, nyt og meget lækkert badeværelse med gulvvarme, nyetableret stort/sammenlagt soveværelse, nye lofter i værelserne mv. Alt i alt fremstår ejendommen helt indflytningsklar, og byder på god entré med masser af plads til sko og overtøj. Herfra er der adgang til et godt bryggers med både ekstra toilet, samt gode opbevarings- og vaskemuligheder. Ydermere er der fra entréen adgang husets ene og meget lyse værelse, samt et nyt og utrolig flot badeværelse, med gulvvarme. Videre træder man fra entréen ind i det pragtfulde alrum – som både byder på et hvidt og klassisk åbent køkken med køkkenø, samt en dejlig stue med brændeovn. Herfra er der endnu et soveværelse, som tidligere har været to – hvilket let kan reetableres, såfremt køber måtte have behov for et værelse mere. Prikken over iet, må siges at være det formidable view, og det flotte glasparti som skydes til side – og åbner endevæggen ud mod den skønne, hævede terrasse, og den hyggelige og velholdte have. Her findes charmerende solkroge på flere niveauer, samt en skøn overdækket og aflukket terrasse, som emmer af gårdhavefornemmelser, og som forlænger de lyse sommeraftener udendørs. Herude er der ligeledes 2 rum til opbevaring, samt et skur til haveredskaber og en god garage.
Denne ejendom er den perfekte kombination af ro, natur og bekvemmelighed – et sted hvor hele familien kan trives og nyde hverdagen….