Beskrivelse
Etplansvilla med fleksibel planløsning og fjordnær adresse i Seden Strand!
Åbent hus med tilmeldingskrav 18/8 – klik på billede –
Med de rigtige proportioner kommer man langt, så derfor er denne villa i Seden Strand meget heldigt stillet. Størrelsen er ideel til en familiebolig, og I får gode muligheder for at finjustere planløsningen og sætte jeres eget præg på indretning og interiør. Beliggenheden kan I derimod ikke gøre så meget ved – og heldigvis for dét. Ganske få trin skiller jer nemlig fra selve vandkanten, som er dét, der giver den lille strandby i udkanten af Odense sin helt særlige charme.
Det er dermed især den dejlige fjordkyst, der lokker unge børnefamilier, sejlere og morgenfriske surfere til området. Naturen er fantastisk, og kystsikring samt klimatilpasning er blandt de handlekraftige tiltag, som skal sikre, at også jeres børnebørn en dag skal kunne nyde de dejlige omgivelser. Inden I kommer så langt, kan I dog glæde jer over, at alle børnefamiliens krav opfyldes, så I har både skole, institutioner og handlemuligheder lige i nærheden. Glem heller ikke, at I befinder jer kun syv cykelvenlige kilometer fra det absolutte centrum af Odense C, hvilket sætter den naturskønne beliggenhed i et helt andet perspektiv.
På Tværvej 8 møder I en ganske pæn etplansvilla. Huset er opført i 1968, inden en tilbygning i starten af 70’erne føjede lidt ekstra kvadratmeter til det samlede boligareal. Det samme gør i øvrigt den gode udestue, som fremstår helårsanvendelig, men først og fremmest viser sit værd i de ustadige overgangsmåneder. Derudover får I en praktisk garage på 37 m2, men der er også fin plads til bil og bådtrailer i indkørslen.
Boligen tæller 137 m2, og indretningen byder på masser af fleksibilitet. Vil I have et stort, åbent køkken-alrum i forbindelse med stuen, er opgaven nem at gå til, ligesom I sagtens kan etablere flere – eller eventuelt større – værelser end de nuværende tre. De private gemakker fordeler sig omkring den kombinerede entré og fordelingsgang, hvorfra I også har adgang til badeværelset og til boligens bryggers, der har separat indgang og plads til vaskefaciliteter.
En stor have følger også med, og den fjordnære beliggenhed giver sig til kende i den sunde, sandede jord, der giver perfekte vækstbetingelser for køkkenhavens kartoffelbede.
Kontakt EDC Skibhus for en fremvisning på telefon 6611 6411….