Beskrivelse
Hyggeligt, veludnyttet fritidshus tæt på stranden
Åbent hus med tilmeldingskrav 16/5 – klik på billede –
Hyggeligt, veludnyttet fritidshus tæt på stranden
Et lille fristed med en stor portion charme. Sådan kan dette fine fritidshus i Hasmark Strand meget vel beskrives. Fritidshuset ligger blot 70 meter fra stranden, mens den hyggelige have byder på en stor terrasse, der smyger sig næsten hele vejen rundt om huset, så I kan vælge side efter sol- og vindforhold. Fritidsboligen er desuden godt indrettet, så der er blevet plads til to værelser og åbent køkken/spiseafdeling ud i et.
Vanggårdsvej udgør en lukket og rolig vej nogenlunde midt i Hasmark Strand. Dermed har I hverken langt til faciliteterne omkring campingpladsen eller til Enebæroddes bilfri vandre- og cykelruter. Det tager ikke meget mere end et minut at spadsere ned til stranden, og de børnevenlige badeforhold hører til områdets ubetinget største kvaliteter. Den flade sandstrand gør det ligeledes let at skubbe en jolle i vandet eller at stævne ud i havkajak, så I får de bedste betingelser for at opleve den fynske kystlinje fra vandsiden.
Med en godt afskærmet udebruser i haven er det en smal sag at få sand og saltvand skyllet af kroppen, når I kommer hjem fra dagens eventyr ved vandet. Fritidshuset ligger privat og tilbagetrukket på grunden, og de mange udemiljøer byder på både den solrige og overdækkede slags, så valgfriheden er helt i top.
Fritidshuset er fra 1951, og selvom inventaret er opdateret, er charmen uberørt. Køkkenet og stuen indgår i et frit rumforløb, og hele afdelingen får dermed også glæde af varmen fra brændeovnen. En lille mellemgang leder til det mindste af de to værelser, og gangen har ligeledes direkte forbindelse til terrassemiljøet i det fri. Det største værelse er snedigt udstyret med en dobbeltseng plus to indbyggede køjer, som giver en god udnyttelse af pladsen, og afrundingsvis får I et pænt badeværelse med muret bruseniche.
Bemærk dertil, at der er ekstra plads til parkering for enden af vejen, ligesom der også er en petanquebane at gøre brug af. Detaljerne uddyber vi ved en fremvisning – kontakt os hos EDC Otterup med det samme….