Beskrivelse
Yderst velholdt bolig med skønt gårdhavemiljø og lukket have i Gødvad
Søger I en kvalitetsbolig, der er lige til at flytte ind i, så lad os vise jer denne yderst velholdte bolig, der er en del af et dobbelthus, der ligger på en blind rolig vej i Gødvad. Her er der et godt blandet naboskab, så uanset om man er ung, senior, ældre eller en børnefamilie, så falder man nemt til her.Gødvad er et populært område, for her er der trygt at færdes og via de mange stisystemer og tunneler er der sikker vej til både indkøbsmuligheder, børneinstitutioner, skoler, hallen, boldbaner og de mange legepladser, der ligger i det nære miljø. Her ligger også fritidsgården, hvor man kan klappe geder og kaniner m.v. Skal man pendle efter jobbet, er man hurtigt på motorvejen mellem Aarhus og Herning.Boligen er opført i 2008 og er siden vedligeholdt og passet på, så den fremstår i en meget flot stand. De 113 kvm er velindrettede og udnyttet uden spildplads. Her er anvendt gode gedigne materialer med et tidløst udtryk, med grå fliser, lyse trægulve og hvide HTH elementer i køkken, bryggers og badeværelse.Bilen kan parkeres i carporten med fliser, der fører ind til boligen, hvor der også er etableret et delvist overdækket gårdhavemiljø ved indgangspartiet. Her ligger tillige et godt udhus med opbevaringsplads. Derudover er der lagt fliser langs huset, så man kan gå på fliser omkring det hele.Man bydes velkommen i en lys entré med indgang til et praktisk bryggers med skabe, vaskemaskine, tørretumbler og grovkøkken. Fra entréen går man videre ind i boligens hjerterum, der består af køkken og stue i en åben forbindelse samt med flere vinduer, der laderlyset strømme ind. Det er et virkeligt skønt rum med god plads til både madlavning og når man skal samles til spisning og sofahygge. Der er videre udgang til en skøn ugeneret terrasse, hvor sommeren også kan nydes. Boligen gemmer derudover på et større soveværelse med udgang til terrasse, 2 børneværelser og et rummeligt badeværelse med bruseniche. Denne bolig er et godt bud på en bolig til jer, der gerne vil have en pæn bolig med både terrasse, gårdhave og en nem lukket have….