Beskrivelse
Unikt Rim-hus med storartet udsigt.
Åbent hus med tilmeldingskrav 24/3 – klik på billede –
Huset ligger med en storartet udsigt til Rømø Golfbane og indsejlingen til Rømø Havn og med en superattraktiv beliggenhed i ferieresortet Rim-Rømø. Dette veldisponerede og meget unikke feriehus udbydes nu til salg. Huset har en sydøst vendt, afskærmet flisebelagt terrasse med den skønneste udsigt til ikke alene Rømø Golfbane; men også til Rømøs flotte natur og havdiget. Huset ligger nær en gang- og cykelsti, der forbinder Rømø Havn på østsiden af øen med Sønderstrand på vestsiden. Foran huset og terrassen mod øst har du et grønt friareal med “rigtig Rømø-natur” i form af lyng- og græsarealer. Arealet giver mulighed for alskens aktiviteter for børn såvel som voksne. Ved hoveddøren en mindre nordvestvendt, delvis afskærmet flisebelagt terrasse med et lille bord og to havestole, hvor du bl.a. kan nyde aftensolen.
Fra Feriecenter Rim er der ca. 1 km til Havneby med indkøb- og spisesteder, ca. 1½ km til Rømø Havn og ca. 2½ km til Sønderstrand. Feriecenter Rim har bl.a. to svømmehaller, 1 udendørs swimmingpool, saunaer, fitnesscenter, tennisbaner, fodboldbaner, minigolf, grillbar og m.m. Feriecentret er det ideelle sted at tilbringe ferier og weekender med børn og børnebørn.
Huset består af vindfang med et dobbeltskab, et åbent køkkenmiljø med spiseplads i direkte forbindelse med opholdsafdeling, hvorfra der er udgang til den sydøst vendte terrasse med den fantastiske udsigt. På terrassen er der to sæt havemøbler – bl.a. et loungesæt. I stue/køkken er det et egetræsgulv.
Fra stuen er der adgang til et mindre værelse med en enkeltseng. En trappe fra stuen fører op til 1. sal. 1. sal rummer repos, et badeværelse med bl.a. brusekabine med fliser på gulv + vægge i brusekabinen og vandskurede vægge samt to soveværelser med hver en dobbeltseng. Huset råder også over et udhus på ca. 2 m².
Huset har siden 2017 gennemgået en større forvandling – foretaget primært af den forrige ejer. Af ændringer kan bl.a. nævnes: Inventar i køkkenet er fra Ikea, inventar i badeværelset fra Muubs, skabe i stuen fra Montana og hjørneskabet i stuen er importeret fra Mexico, ydervæggene i stueplan er beklædt med malede krydsfiner-brædder og epoxy-gulve på repos, badeværelse og i alle soveværelser.
Huset opvarmes med fjernvarme.
Indeholdt i kontingentet til Fællescenter Rim-Rømø er bl.a.: Udvendig vedligeholdelse af alle boliger, drift og vedligehold af de ovenfor nævnte faciliteter samt pasning og vedligehold af hele området (grunden). Internet, TV-flow-kanaler og forsikring af husene betales også via Fællescenter Rim-Rømø.
Huset er i 2024 tilmeldt udlejning gennem Feriepartner Rømø med reg. nr. 0445. Lejeindtægten i 2022 var kr. 44.724,- + afregning for forbrug og i 2023 var lejeindtægten kr. 54.472,- + forbrug.
Et hus med eminent beliggenhed og med en unik indretning i høj klasse – et hus, du bare skal have fremvist….