Beskrivelse
Vesterhusevej 3, Vesterhuse, 5953 Tranekær
På vejen til Hou finder man Vesterhusevej på venstre hånd. En lille privat fællesvej, som ender blindt, og hvorfra man har mulighed for at gå helt ned til vandet. Det smukt renoverede og vedligeholdte rødstenshus er beliggende i en lysning, med udsigt over markerne, og på vejen til huset skimter man vandet mod vest. Markerne er omgivet af de store statsskove til alle sider. Det er en natur, som ikke kan blive mere dansk.
Man skal dog være villig til at dele omgivelserne med de mange dådyr og rådyr, som man på Langeland er beriget med i stort antal. Når man er ankommet til huset har man ikke lyst til at forlade det igen, men når man skal handle de daglige indkøb, er der ikke langt til Lohals, med DagligBrugsen og bageren. Endvidere finder man flere spisesteder i byen, og der er altid noget at opleve på havnen.
Badestranden ved Hou er rigtig god, og nås nemt på cykel. Når man bader på Hou, kan udsigten til Storebæltsbroen også nydes.
Ejendommen kan benyttes til såvel helårs- som fritidsbolig. Huset er forsynet med solceller og luft-til-luft varmepumpe, som bevirker, at udgiften til el og varme kan holdes på et fornuftigt lavt niveau. Huset anvendes pt. til fritidsbrug i en fin kombination af eget brug og udlejning (Airbnb).
Stueplan indeholder: Entre med klinkegulv, trappe til 1. sal. Dejlig stue mod vest med brændeovn. Stort og hyggeligt landkøkken med spiseplads. og trægulv. Stue/værelse med fin udsigt over marker og skov. Bryggers/baggang med udgang til haven. Badeværelse med kar og bruser, elektrisk gulvvarme. Kombineret værelse/depotrum. Tagetage: Lille repos. 2 gode rummelige soveværelser med trægulv.
Der er virkelig tale om et hus med en i særklasse fin og sjælden beliggenhed, hvor man kan nyde fred, ro og naturen, og på alle årstider….