Beskrivelse
Hvis I ikke bliver lykkelige her, så…
Her er ikke overrendt, selv om alle ved, hvor de charmerende gader ligger. Ja, Kartoffelrækkerne er et af de allermest eftertragtede kvarterer i København, der kan prale med en gåtur til City så kort, at skridttælleren knap nok registrerer det. Grønne parker ligger klos op ad. Der er langstrakte søer i den ene ende af gaden og gode indkøbsmuligheder, restauranter og cafeer i den anden. Og til børnene: En skole så tæt på, at det burde være umuligt at komme for sent, selv om børn som bekendt kan meget nu om dage.Voldmestergade er, som de andre kartoffelrækker, stille – altså hvad biler angår. Men lyden af levet forældreliv og legende børnestemmer og -fødder fornægter sig ikke og summer sødt som travle bier året rundt.Nr. 17 er opført som et frontgavlhus, der ligger spredt i bebyggelsen og er med til at give Kartoffelrækkerne sin unikke variation. Desuden hører denne hustype til de større huse. Orienteringen mod sydvest sikrer gennemgående lysindfald på alle etager, som på 2.-salen er udnyttet med loft til kip og ovenlys. I stueplan med 3 store glasdøre ud mod den sydvendte gårdhave.Planløsningen er som skabt til en børneglad familie, der kan glæde sig til at flytte ind i et børnerigt kvarter. Her er legeaftaler fra indflytningsdagen og lyden af ivrige børnefødder. Alt det vidste de nuværende sælgere af huset, så 2. salen blev viseligt indrettet som refugium til forældrene.Stueetagen – her samles familie og venner om god mad, brændeovnshygge og vigtige spørgsmål fra nært og fjernt. Ud mod den solbeskinnede gårdhave åbner tre fuldhøje glasdøre og lokker udenfor til et blomstermiljø, der åbner deres kronblade fra februar til det sene efterår.Uimodståelig bonusinfo: Huset er totalrenoveret af sælger fra kælder til kvist. Alle gulve i huset er egetræsplanker, der er behandlet med hårdvoksolie, supernemme at vedligeholde og praktisk taget uforgængelige.Når du kommer og ser huset an, så læg mærke til vinduerne ud mod gaden. Det er naturligvis termoruder, men med såkaldt koblet ramme, med et udvendigt lag enkeltglas og en smal kittet ramme. Sådan så vinduerne nemlig ud, da huset blev opført….