Beskrivelse
Villa i særklasse
På yderst attraktiv adresse centralt i Dragør ligger denne fuldstændig fantastiske, gennemførte og unikke ejendom.
Villaen er opført i 2018 og byder på 255 kvm. bolig, hvor intet er overladt til tilfældighederne og kun de bedste materialer er anvendt.
Huset er bygget i gule genbrugs mursten og passer smukt ind i det hyggelige gamle villakvarter. Her er smukt patineret kobberinddækning og kobber nedløb. Huset ligger diskret og overrasker fuldstændig, når du træder indenfor.
En helt fantastisk planløsning åbner sig for dine øjne. Her er smukke marmorfliser i gangen, og det store åbne køkken/spisestue/stue areal viser sig ligesom de store gulv til loft vinduer, der får den smukke terrasse “med ind” i huset. Egetræs sildebens parketgulve i alle rum og indbyggede skydedøre – et lækkert, åbent udtryk hvor end du kigger. Fra det store fællesrum forgrener forældre- og børneafdeling sig overfor hinanden med den smukke gård imellem. Her er 4 gode værelser og en ekstra stue. To store, lækre badeværelser og gæstetoilet. Bryggers med god skabsplads. Det smukke køkken er fra Reform og den flotte køkkenø i grøn marmor. Her er alt, hvad hjertet begærer, bl.a. “svævende” køkkenelementer, 2 køleskabe, vinkøleskab med 3 zoner, viktualierum med kødmodningsskab, Quooker og kogeplade med indbygget emhætte. På badeværelserne er Vola armaturer. Her er BWT blødgøringsanlæg, lydisolerende lofter, lækre vægfaste lamper fra Arne Jacobsen… og meget, meget mere. Energimærke A2020 – billig opvarmning med luft til vand, genveks og solceller på taget. Haven er helt lukket med smuk beplantning og terrassen er jatoba træ og slebet beton, der føles blødt og varmt at gå på.
Bo få minutters gang til vandet, havnen, gågaden, strandengene, skole – det bliver næppe meget bedre.
GLÆD dig til at se og opleve denne fuldstændig fantastiske bolig – vi glæder os til at vise den frem….