Beskrivelse
Spænende og historisk liebhaverejendom nær Gavnø Slot
Åbent hus med tilmeldingskrav 3/8 – klik på billede –
Beliggende blot tolv minutter fra centrum af Næstved ligger denne drøm af en ejendom, hvor I vil mærke naturens ro, historiens vingesus og alverdens muligheder for at udfolde jeres interesser. Her er plads til at holde heste, etablere gårdbutik og arbejde hjemmefra, ligesom I kan nyde naturen og leve livet. For jagtinteresserede er ejendommen også særdeles interessant, da her er masser af vildt. Ejendommen hedder Housminde og er opført i 1849 af Gavnø Slot til godsforvalter S. Hou i solide materialer med gode mursten, kampestensfundament og bindingsværk af egetræ.
Stuehuset er en sand fryd for øjet. Man bemærker straks den høje underetage, som oprindeligt var tjenestefolkenes domæne med køkken og beboelse. Sidenhen er planløsningen ændret, men der er bevaret spor af det oprindelige flere steder. Alt det indvendige fremstår nu flot renoveret med alle moderne bekvemmeligheder og med et behageligt indeklima. I underetagen er der god loftshøjde i vaskerummet, badeværelset og de seks disponible rum i forskellige størrelser. I stueplan er der entré, toilet, køkkenalrum, to stuer og et værelse plus udgang til både en østvendt og en vestvendt terrasse. Hvis I ønsker endnu mere plads, er der mulighed for at udnytte tagetagen. Der er gjort forberedelser til dette af nuværende ejer, og der er udarbejdet arkitekttegninger.
De udendørs arealer er fuldkommen vidunderlige. I får en have på cirka en hektar, der minder om en park med høje, smukke træer, heriblandt et af landets ældste spisekastanjetræer. Den oprindelige ejer var botanisk interesseret og sørgede for parkens karakterfulde udformning. I kan naturligvis glæde jer til flere terrasser og andre skønne opholdssteder, ligesom her er bålplads og shelterplads. Desuden er der et glimrende værksted på cirka 50 kvadratmeter og en stald med isoleret gulv, som er lige velegnet til gildesal, gårdbutik og anden form for erhvervslokale. I den anden stald er der plads til heste eller andre husdyr.
Grunden støder op til et fredet naturområde med skov og vand, så der er gode muligheder for at komme rundt for at opleve naturen. Det er også nemt at pendle fra denne beliggenhed, da det er hurtigt at komme på motorvejsnettet, så turen til København centrum blot tager 70 minutter. Børnene har fem kilometer til skole med skolebussen, og der er fire kilometer til indkøb. Velkommen til Housminde….