Beskrivelse
LejlighedenPå en hyggelig sidegade til Amagerbrogade kan du nu finde hjem i rammerne af en dejlig toværelses lejlighed – en oplagt base for såvel solisten som det unge par eller de studerende venner. Det er nemlig en delevenlig planløsning, der fordeler de 48 kvadratmeter. Turen starter således i en fin entré med adgang til samtlige rum: bad, køkken, stue og soveværelse. Lejligheden er velholdt og moderniseret; se bare det lækre badeværelse med væghængt toilet og rene linjer i indretningen. Dertil kommer et pænt køkken med åben forbindelse til entréen, hvilket skaber en god rumfornemmelse, og herfra går turen mod stuen og soveværelset – to indbydende rum, der begge prydes af et stukloft foroven.
EjendommenLejligheden ligger i en flot, klassisk københavnerejendom fra 1907. Her skal du helt til tops i jagten på din hoveddør, for dit nye hjem placerer sig på 4. og øverste sal, hvor du bor privat og ugeneret. Du har ingen overboer, der er lang afstand til trafikken i gadeplan, og den høje placering betyder også, at dagslyset strømmer uforstyrret ind i hjemmet, hvilket skaber en rar atmosfære. Som endnu et plus har du adgang til et stort, grønt gårdmiljø, hvor du kan nyde sommervejret i rolige rammer på afstand af bylivet.
OmrådetDu flytter ind på en eftertragtet adresse, der placerer dig helt centralt på Amager. Hvis du kigger ud af dit vindue, kan du se til Amagerbrogade, der møder dig for enden af Tycho Brahes Allé. Du bliver altså nabo til en symfoni af butikker, take-away og lækre spisesteder, og du kan nemt hoppe på 5C, når du har kurs mod Indre By, ligesom cyklen forbinder dig med resten af byen såvel som Amager Strandpark og Fælleden. Til fods kan du også finde vej til stemningsfulde Amagerbro, som frister med en kaffebar her og en vinbar dér, og fra din gadedør har du desuden gåafstand til metroen ved Lergravsparken.Kontakt os for en fremvisning!


