Beskrivelse
Indflytningsklar stuelejlighed i pæn ejendom centralt i Odder by
Lyset og loftshøjden er sammen med den meget centrale beliggenhed i Odder by noget af det, der gør denne stuelejlighed helt speciel. Der er tale om en rummelig étværelses lejlighed i pæn og indflytningsklar stand, hvor den velfungerende ejerforening blandt andet tilbyder et godt parkeringsareal og en fin fælleshave, der frit kan benyttes til grillhygge og andet udeliv om sommeren.Lejligheden har hjemme i en flot rødstensejendom fra 1930, der fremstår meget karakteristisk og velholdt. Selvom der er parkering lige uden for døren, kan du roligt lade bilen stå i det daglige. Der er nemlig et supermarked bag ved ejendommen og skråt overfor, så der er frit valg på alle hylder, når der skal handles ind. Derudover tager det ikke mange minutter at spadsere til byens gågade, aktivitets- og kulturhuset og til letbanen med direkte forbindelse til Aarhus. Sidst, men ikke mindst, behøver du kun lige at dreje rundt om hjørnet for enden af vejen for at nå ud i Vejlskovs skønne natur.Det er ikke en helt almindelig étværelses lejlighed, du her får adgang til, for den skiller sig ud på flere punkter. Den rare rumfølelse er nok noget af det første, du vil bemærke, når du gør din entré i lejlighedens store, regulære hovedrum, hvor lyset fra de to vestvendte vinduer frit strømmer ind og skaber en følelse af luft og åbenhed. Det er et fedt rum med mulighed for lidt af hvert, og med de rette møbler og lidt farverig kunst på væggene, kan rummet for alvor få karakter. Bemærk også fyldningerne, der smukt indrammer de store vinduer med et klassisk tvist.Køkkenet er moderne og tidssvarende med grebsfrie fronter, og det er udstyret med den komplette pakke i hvidevarer, herunder opvaskemaskine. Badeværelset står mindst lige så skarpt med væghængt toilet og separat bruseniche, mens der meget praktisk er en vaskesøjle lige ved siden af.


