Beskrivelse
Velkommen til “Pennalhuset”Hvorfor nu dette aparte navn, vil du sikkert spørge dig selv. Legenden lyder, at der blandt de danske arkitekter i 1960 blev lavet en konkurrence, hvor de respektive arkitekter hver især kunne komme med deres specifikke bud på fremtidens sommerhus. Én af arkitekterne fik den tanke, at han ville tegne et langt og smalt længehus med sadeltag, der samtidig havde et pænt stykke udhæng. Da huset var færdigtegnet, blev det døbt “pennalhuset”, hvilket du ikke vil være i tvivl om begrundelsen for, når du har set huset.Huset fremstår enkelt, men tag ikke fejl. Vindskeder og sternbrædder er lette og elegante. Facader er opført i træ, der er opsat med lodrette brædder. Der er store vinduespartier, som kaster masser af lys ind i rummene. Der er pannatag, hvilket ligeledes er med til at fremhæve og underbygget husets lethed. Huset har en stor udvendig træterrasse.Indvendig går lofterne overalt til kip. Der er loftsbeklædning af Troldtekt, pæne lyse laminatgulve samt fyrretræsbeklædning på væggene. Huset er indrettet med tre værelser, et åbent køkken/stue miljø samt et dejligt badeværelse, hvor vaskemaskinen og tørretumbleren ligeledes er installeret.Huset har i 2023 været udlejet i 27 uger via Novasol og har indbragt 85.000,- til ejer plus forbrug….