Beskrivelse
Blikket drages af blå horisonter, for der er en pragtfuld udsigt til himmel og hav fra boligen, og I skal blot få meter ned ad jeres egen sti for at nyde et dyp i vandkanten i Rønne Nord. Her, kort vej fra blide bølgeskvulp, ligger et charmerende hus med en ugeneret have, mange muligheder og en helt fantastisk beliggenhed, som emmer af idyl.
176 kvadratmeter fordeles i den hyggelige bolig, der indrammes af gule mursten og rødt tegltag. Huset byder i stueplan på to stuer, hvoraf den ene har en sydvendt udestue i forlængelse. Derudover rummer etagen et køkken samt hele to badeværelser, mens førstesalen består af to værelser og en repos. Det flotte syn drager oppe på hemsen, hvor vinduer til kip kigger direkte ud mod vandet.
I kan ligeledes nyde den skønne, ugenerede have, der er rig på skjulte hyggekroge i blomstrende omgivelser. Heriblandt den sydvestvendte terrasse, hvor frokoster i det fri og middage i solens skær kan nydes. En dobbeltgarage og nogle praktiske skure fuldender matriklen.
Natur og maritim atmosfære bliver en integreret del af tilværelsen. I kan så let som ingenting begive jer få meter ud til frisk havluft ved vandet, og i gåafstand vil roen også sænke sig med en slentretur i skoven. Indkøb og pasningstilbud nås tilsvarende til fods, ligesom der blot er en smuttur ind til det charmerende købstadsliv i Rønne og resten af hverdagens fornødenheder.


