Beskrivelse
Lejligheden
Så er der godt bolignyt for den byglade solist, der ønsker en dejlig base på Amager. Udgangspunktet er helt ligetil med 35 veldisponerede kvadratmeter, hvor du kan sætte dit eget præg, lige som du ønsker det. Og prikken over i’et? Med i købet følger en stor, solrig altan.
Der er tænkt funktion fra start, for i entréen får du masser af skabsplads, der tager sig af alt det praktiske, så resten af hjemmet kan stå skarpt uden rod i kulissen. Hertil kommer det store badeværelse med separat bruseniche, før alrummet åbner sig ligefremme. Tekøkkenet ligger i den ene ende, mens resten af rummet står åbent for dine idéer: Måske en spiseplads i forlængelse af køkkenet og en sofa til de rolige aftener? Eller hvad med en soveplads, der afskærmes af reol eller gardin, hvis du vil skabe din egen lille oase? Ja, mulighederne er mange.
Ejendommen
Som en skøn forlængelse af boligens indre kvadratmeter får du som nævnt også en altan. Stor, sydvendt og ret oplagt som dit andet opholdsrum halvdelen af året med cafésæt, blomsterkrukker og lidt friske krydderurter til at drysse over aftensmaden. Med en placering på første sal får du desuden lys og luft omkring dig, mens gode parkeringsfaciliteter byder sig til for foden af ejendommen.
Området
Du flytter ind på en stille sidegade til Amagerbrogade, som du når bare få skridt fra hoveddøren. Her summer gadelivet med specialbutikker, små caféer og et væld af spisesteder, der ligger side om side, så der er muligheder nok at vælge fra. Også dagligvareforretninger finder du langs Amagerbrogade, ligesom du kan hoppe på 5C, der kører gennem Amagerbro og hele vejen ind til indre København. Ellers er cyklen et oplagt transportmiddel, hvad end turen går mod vandet ved Amager Strandpark, det grønne i Amager Fælled eller studierne ved ITU, DMJX og KUA.


