Beskrivelse
Lyst fritidshus fra 2001 i Hasmark Strand
· Flot fritidshus fra 2001 i Hasmark Strand
· Mulighed for mange sengepladser
· Stor, ugeneret grund med solrig terrasse
· Sti til stranden
Selvom Hasmark Strand hører til de ældste sommerhusområder i landet, er der også nyere udstykninger i området. Det gælder for eksempel for Strandparken, hvor nummer 71 gemmer på dette lyse fritidshus fra 2001. Med tre værelser og dobbelt hems er det muligt at have mange overnattende gæster, mens de tilhørende udeområder byder på en stor terrasse, hvor solen lander fra morgen til aften.
Fritidshuset ligger næsten for enden af det lukkede vænge, hvorfra I kan følge en lille sti forbi det grønne fællesområde og ned til vandet. Der er blot 400 meter, så turen er hurtigt tilbagelagt til fods – også for de yngste badegæster. Hasmark Strand er med god grund et af Fyns mest populære ferieområder, og selvom her er dejligt livligt om sommeren, ligger Strandparken tilpas tilbagetrukket fra virakken, så I også kan nyde områdets mere fredelige kvaliteter.
En anden fordel ved denne nyere udstykning er, at her er større grunde og dermed lidt bedre plads mellem fritidshusene. Selvom haven med sine 983 m2 har en god størrelse, er den ikke besværlig at holde, og I kommer langt med kombinationen af hækkesaks og plæneklipper. At haven er nem, skyldes i høj grad det store areal, der er inddraget til terrassen, som følger den sydvestvendte facade, og her er sørget for lidt ekstra mulighed for at nyde friluftslivet med et friluftsbad. Dertil er der carport og god plads til flere biler i indkørslen.
Fritidshuset er opført i solide og stilrene materialer, som sagtens kan holde en årrække endnu. Store vinduespartier og loft til kip hører til de virkemidler, som giver stemningen et løft, og det gælder også for den centralt placerede brændeovn i opholdsafdelingen. Køkkenet er desuden godt integreret i opholdsrummet, og det er også herfra, I har adgang til den dobbelte hems, som med garanti bliver et hit i børnehøjde. Det store badeværelse er udstyret med både badekar, bruseniche og sauna, mens et lille depotrum ved siden af køkkenet afrunder den gode planløsning.
Kort sagt et skønt og velholdt fritidshus i et populært område. Kontakt os for en fremvisning med det samme….