Beskrivelse
Lyst og velindrettet rækkehus centralt i Stige
Åbent hus med tilmeldingskrav 3/3 – klik på billede –
Til enlige som par, seniorer eller den lille familie – kort sagt henvender dette velindrettede rækkehus sig til alle, der prioriterer en overskuelig bolig med et lavt vedligehold. Rækkehuset har nemlig status af ejerlejlighed, og derfor tager ejerforeningen sig af de ydre rammer, så du blot skal stå for indvendige opdateringer. En lejlighed kan dog almindeligvis ikke bryste sig af egen have eller parkeringsplads, men begge dele får du også med her.
Rækkehuset ligger centralt i Stige kun 200 meter fra folkeskolen til den ene side og 450 meter fra friskolen til den anden. Du har heller ikke langt til Rema 1000, mens det populære Tankens Bageri frister lige på den anden side af gaden. Stige ligger ved kanalen, og dermed får du også nem adgang den smukkeste rute ind til Odense, hvis vejret er til at tilbagelægge de seks kilometer på cykel.
På trods af den centrale adresse ligger rækkehuset fredeligt, særligt da den vestvendte baghave grænser op til en grøn kile. Baghaven er dertil helt lukket, og den flisebelagte terrasse er desuden overdækket, så en sommerbyge ikke kan spolere grillstemningen.
Rækkehuset er opført i 1969, og indenfor breder de 77 m2 sig over halvandet plan. Førstesalen er indrettet med to værelser og boligens badeværelse, som blev moderniseret i 2021. I stueplan fordeler pladsen sig over en lys stue og et pænt køkken foruden et lille vaskerum ved siden af trappen i entréen. De flotte gulve i stueplan er i god kvalitet, og under tæpperne på førstesalen finder I de originale gulve, der kan slibes. Køkkenet er fra starten af 00’erne, og vil I opdatere inventaret, kan I overveje at åbne op til stuen i samme ombæring – det har mange af naboerne allerede gjort.
Der er tilknyttet en parkeringsplads til hvert rækkehus, mens en håndfuld ekstra pladser garanterer, at jeres gæster også kan finde plads. Inden for en håndfuld år har ejerforeningen desuden sparet sammen til et nyt tag, som bliver næste store renoveringsprojekt i foreningen.
Kontakt os for at høre mere ved en fremvisning….